Log ind
Kontakt
Indholdsfortegnelse
Startside
Vælg søgetype
 
  • Websted
  • Web
Søg
Information om LINEA VETRO glasfliser

LINEA VETRO glasfliser fremstilles af almindeligt float glas, der gennemgår forskellige processer inden de er klar til gulv- og vægfliser. Almindeligt klart glas påføres farve på bagsiden efter silketryksmetoden. Farven tørres herefter ind i glasset ved en temperatur på ca. 80 grader. Processen gentages to gange.

Glaspladerne skæres herefter op i de mål, som fliserne skal have. Efter opskæring varmes fliserne op til ca. 800 grader, så farve og glas smelter sammen og kanter og hjørner bliver runde og bløde. Da der er tale om en smelteproces, vil der være variationer i graden af rundinger på kanter og hjørner, endvidere påvirkes størrelse og retvinklethed på fliserne ved denne proces så der fremkommer tolerancer cirka svarende til vådpressede fliser og klinker. Er der tale om den matte type fliser, gennemgår glaspladerne, efter brændingen, en syrebehandling for at opnå den matte overflade.

Farven: Almindeligt klart glas bryder lyset, så farven bliver grønlig. Glas tilføres under fremstillingen jern, og det er dette jern, der giver den grønne farve i glasset. Jo tykkere glas, jo mere grøn opleves farven. Dette indebærer at glasfliser med forskellig tykkelse ikke fremtræder med den samme nuance, selvom de er pålagt samme farve.

Tykkelse: Glasfliser har forskellig tykkelse afhængig af størrelsen, spændende fra 3 mm for 11x11 mm. til 8 mm. for 496x496 mm.

Bearbejdning og montering af glasfliser: Glasfliser kan bearbejdes på samme måde som almindeligt glas, dog med det forbehold at opvarmningerne kan tilføre glasfliserne indre spændinger.

Skæring: LINEA VETRO glasfliser skal skæres fra forsiden. Fliserne bør skæres med en god glasskærer og en hertil egnet tang til at knække fliserne med (husk petroleum til at dyppe skærehjulet i, samt rengøring bagefter med et alkalisk rengøringsmiddel). Som alternativ kan bruges en diamantskærer eller vådskærer (samme type som til fliser), hvor det er vigtigt at  anvende rigeligt med vand. Vær opmærksom på at disse kan efterlade en brudt linie på bagsiden, hvor små stykker af farven springer af.

Rundinger af kanter: Skæringer efterlader en meget skarp kant, som kan rundes med en diamantslibesvamp. Dette gælder især matte glasfliser, da en skåret kant fremstår blank.

Huller og indhak: Glarmestre har diamantbor, hvormed de kan bore huller og lave indhak i glasfliser. Hullet skal bores fra begge sider, således at der ikke springer splinter af ved gennemboringen. Da fliserne har været udsat for opvarmning, kan der være spændinger i glasset, som gør at fliserne under og efter boring revner. Der findes ingen metode til at forudse og undgå disse revnedannelser, men typisk sker revnedannelserne inden for de første timer efter bearbejdning, så det er en god ide at få fremstillet ekstra fliser, hvis man får dem bearbejdet hos glarmesteren, eller helt undgå boringer og indhak i glasfliser. Huller i opsatte fliser kan bores med et glasbor, hvor der anvendes vand til køling af boret. Husk at der skal køres ved meget lave omdrejninger.

Glasflisemontering: Glasfliser er delvis gennemsigtige, og der kan ved lyse farver under visse forudsætninger skimtes striber efter tandspartlen. Hvis man vil undgå disse striber, skal man bruge en amerikanertandspartel med større tænder, og derefter med bagsiden af tandspartlen, lægge striberne ned, så klæbemassen fremstår som en glat flade. Alternativt kan Buttering/Floating-metoden med fordel anvendes. Vær opmærksom på at glasfliser intet suger, og derfor er længere om at fæstne sig. Som klæbemasse kan anvendes Mira 3130 superfix eller Lip hvid multiklæb. Fugemassen kan være Mira supercolour eller Lip multifuge.

Hjørner: Når man i hjørner lader en skåret glasflise gå ind bag en anden ændres lysets brydning i glasset og kanten fremstår mørkere.
 

Udskriv